Det Søde Liv med sukkerkunst

Det Søde Liv Helle har besøg af Gert Sørensen i Det Søde Liv 2002

Sukkerkunst med Gert Sørensen fra Lagkagehuset. Se her hvordan den dygtige, verdenskendte Chefkonditor Gert Sørensen viser Helle Beisheim, grundlægger af Det Søde Liv, hvordan man fremstiller kunst i trukket sukker. Gert demonstrerer de grundlæggende teknikker, der bruges ved fremstilling af blade og kronblade til at fremstille f.eks rosenkviste med blade og knopper.

Han fremstiller flade, brede flerfarvede sukkerbånd, der formes til sløjfer. Sløjferne anvendes til dekoration af kager eller til dele af et større kunstarbejde og opsatser.

Dagen afsluttes med fremstilling af blæste, hule sukker figurer. Her blæses kroppene til et smukt svanepar, der efterfølgende får sat vinger på og dekoreres med næb og øjne.

Sukkermassen koges op og trækkes grundigt før arbejdet kan gå i gang. Herefter indfarves det til de forskellige dele af figurerne. Mens man arbejder holder infrarøde lamper sukkermassen blød, så den er let ar arbejde med. Når man arbejder med at forme de mindre stykker bruger man en spritbrænder til både at smelte sukkermassen og hold den var og smidig.

Man kan med fordel anvende et bord af den slags som det Chefkonditor Gert Sørensen anvender. Det har en isolerende plade i bunden og 2 varmelamper monteret. De 3 af siderne er forsynet med hærdet glas, der minimerer chancen for at sukkermassen får træk. Hvis sukkermassen får træk kan den krystallisere og ødelægges. Den bliver meget varm og under krystalliseringen bliver den grynet og smuldrer let.